Salmer og tekster fra begravelsen!

Nu titte til hinanden de favre blomster små
Tekst: B. S. Ingemann, 1837
Melodi: C. E. F. Weyse, 1837

Nu titte til hinanden de favre blomster små,
de muntre fugle kalde på hverandre.
Nu alle jordens børn deres øjne opslå,
nu sneglen med hus på ryg vil vandre.

Den kære Gud og skaber den mindste orm er nær,
han føder fugl og markens lilje klæder.
Dog menneskenes børn har han allermest kær,
Gud ånder på øjet, når det græder.

Guds søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå,
hans vugge stod på jord foruden gænge.
Guds himmeriges fryd har han lovet de små
og blomster fra paradisets enge.

Guds søn har os så kær, han er børnevennen stor,
han bærer barnet op til Gud på armen.
Han storm og hav betvang, da han vandred på jord,
men børnene leged ham ved barmen.

O du, som os velsigned og tog i favn de små,
en morgen se vi dig i paradiset!
Du lærte os til Gud vore øjne opslå,
evindelig være du lovpriset!


Denne salme blev også sunget til Jackies barnedåb, hvorfor valget faldt på den. Efter salmen talte præsten til os - har desværre ikke præstens tale. 

Herren er min hyrde!

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.

Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.

Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.


The Lord is my shepherd!

The Lord’s my Shepherd, I’ll not want.
He makes me down to lie
In pastures green; He leadeth me
The quiet waters by.

My soul He doth restore again;
And me to walk doth make
Within the paths of righteousness,
Even for His own Name’s sake.

Yea, though I walk in death’s dark vale,
Yet will I fear no ill;
For Thou art with me; and Thy rod
And staff my comfort still.

My table Thou hast furnishèd
In presence of my foes;
My head Thou dost with oil anoint,
And my cup overflows.

Goodness and mercy all my life
Shall surely follow me;
And in God’s house forevermore
My dwelling place shall be.

Præsten uddybede forståelsen.

Dejlig er jorden
Tekst: B. S. Ingemann, 1850
Melodi: Schlesisk, 18. årh.

Dejlig er jorden,
prægtig er Guds himmel,
skøn er sjælenes pilgrimsgang!
Gennem de fagre
riger på jorden
gå vi til paradis med sang!

Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang.
Aldrig forstummer
tonen fra himlen
i sjælens glade pilgrimssang.

Englene sang den
først for markens hyrder,
skønt fra sjæl til sjæl det lød:
Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser født!


Denne salme har jeg altid holdt meget af. Den blev også sunget til min farmors begravelse tilbage i 1993.

Det døende barn
af H.C. Andersen

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit hjerte slumre ind.
Græd dog ej, det må du først mig love,
Thi din tåre brænder på min kind.
Her er koldt og ude stormen truer.
Men i drømme, der er alt så smukt,
Og de søde englebørn jeg skuer,
Når jeg har det trætte øje lukt.

Moder, ser du englen ved min side?
Hører du den dejlige musik?
Se, han har to vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik.
Grønt og gult og rødt for øjet svæver.
Det er blomster englen udstrøer!
Får jeg også vinger mens jeg lever,
eller, moder, får jeg når jeg dør?

Hvorfor trykker så du mine hænder?
Hvorfor lægger du din kind til min?
De er våd, og dog som ild den brænder.
Moder, jeg vil altid være din!
Men så må du ikke længere sukke.
Græder du, så græder jeg med dig.
O, jeg er så træt - må øjet lukke -
- Moder - se! Nu kysser englen mig!

Hårdt, men Smukt og fortællende

Se, nu stiger solen af havets skød
Tekst: Jakob Knudsen, 1891
Melodi: Lars Nielsen

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød,
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst.

Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.

Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjæleve,
blot jeg trygt vil sige: Din vilje ske!

O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
moder, søster, elskte, min kærlighed!

Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud -
o, du milde Fader, min skaber, Gud!

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikke kun stævne imod min grav.
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejersjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!