Lørdag d. 27. august 2005
40+4
Jeg fik lov til at sove lidt længe i dag, så jeg stod først op kl. 09.00. André var allerede oppe og der var fuld gang i Nicky. Jeg gik ud i bad og nød det varme vand. Tænkte på om der ikke snart skete noget - om Jackie ikke snart kom ud til os.
Da jeg kom ud fra badet gik jeg ud i køkkenet for at lave noget morgenmad til Nicky. Lige med et mærkede jeg, at der løb væske ned af det ene ben.
Jeg gik ud på toilettet og checkede - jo, den var god nok - det var nok lidt fostervand.
Jeg skiftede og tog et bind på - for en sikkerheds skyld.
Med Nicky var forvandet gået om mandagen og jeg havde først fået veer godt 2 dage senere - så jeg tog det stille og roligt.
Jeg gav André besked om at forvandet var gået og han smilede - så skete det endelig snart.
Senere den dag kom min mor forbi - jeg fortalte hende, at forvandet var gået, men at der underligt nok stadig kom lidt væske ud. Min mor spurgte om jeg havde talt med fødegangen, hvilket jeg måtte erkende, at jeg ikke havde - jeg regnede med, at jeg blive ville blive checket og sendt hjem igen.
Min mor ringede efter, at hun var kommet hjem. Hun havde talt med Kims søster Tina, der er praktiserende læge. Det kunne godt være sivende fostervand, så det ville være en god ide at blive checket. Jeg ventede med at ringe til fødegangen til vi havde spist aftensmad og der blev jeg bedt om at komme derud.
Min mor kom og passede Nicky mens min far kørte André og mig ud til Hvidovre.
Vi sad og ventede i 30 min. før vi blev hentet (der var travlt den aften).
Den var god nok - det var sivende fostervand.
Jeg fik besked på, at vi skulle komme næste morgen kl. 9.15 og blive sat i gang, hvis fødslen ikke selv var gået i gang inden. Jordemoderen ville lige gå ud og arrangerer det mens jeg fik kørt en hjertestrimmel.
Jackies hjerte var til tider oppe på 182 - det bekymrede mig lidt, da jeg ikke rigtig kunne mærke ham (moderkagen sad på forvæggen). Der var ikke nogen veer og kun et par enkelte plukveer.
Da jordemoderen kom ind igen efter 30 minutters tid spurgte jeg til Jackies hjerterytme, men fik at vide, at det var normalt.
Ved ikke om hun mente i den situation...
Da vi kom hjem sov Nicky trygt og vi fortalte min mor om, hvad der var sket og jeg lagde papiret, vi havde fået af jordemoderen på bordet til reminder.
Så sker det endelig i morgen smilede hun.
Mit hjerte sagde, at Jackie ville komme til verdenen den 28. august, men min fornuft sagde, at der godt kunne gå et par dage (selvom jeg aldrig pga. sivende fostervand ville få lov til det).
Da mine forældre kørte hjem sad André og jeg og talte lidt om den efterfølgende dag, hvor vi ville se Jackie. Den lange ventetid. Dog jeg følte glæde var der en uro, der rørte sig i mig.
Hele graviditeten havde jeg været overbevist om, at jeg ikke ville få lov til at beholde Jackie. Denne følelse var ikke forsvundet, men dukkede derimod op noget stærkere end før.
Jeg holdt det dog for mig selv, som jeg hele tiden havde gjort. Der var ingen grund til at sige det til André. Det var da en irrationel følelse ikke!!
Jeg fik lov til at sove lidt længe i dag, så jeg stod først op kl. 09.00. André var allerede oppe og der var fuld gang i Nicky. Jeg gik ud i bad og nød det varme vand. Tænkte på om der ikke snart skete noget - om Jackie ikke snart kom ud til os.
Da jeg kom ud fra badet gik jeg ud i køkkenet for at lave noget morgenmad til Nicky. Lige med et mærkede jeg, at der løb væske ned af det ene ben.
Jeg gik ud på toilettet og checkede - jo, den var god nok - det var nok lidt fostervand.
Jeg skiftede og tog et bind på - for en sikkerheds skyld.
Med Nicky var forvandet gået om mandagen og jeg havde først fået veer godt 2 dage senere - så jeg tog det stille og roligt.
Jeg gav André besked om at forvandet var gået og han smilede - så skete det endelig snart.
Senere den dag kom min mor forbi - jeg fortalte hende, at forvandet var gået, men at der underligt nok stadig kom lidt væske ud. Min mor spurgte om jeg havde talt med fødegangen, hvilket jeg måtte erkende, at jeg ikke havde - jeg regnede med, at jeg blive ville blive checket og sendt hjem igen.
Min mor ringede efter, at hun var kommet hjem. Hun havde talt med Kims søster Tina, der er praktiserende læge. Det kunne godt være sivende fostervand, så det ville være en god ide at blive checket. Jeg ventede med at ringe til fødegangen til vi havde spist aftensmad og der blev jeg bedt om at komme derud.
Min mor kom og passede Nicky mens min far kørte André og mig ud til Hvidovre.
Vi sad og ventede i 30 min. før vi blev hentet (der var travlt den aften).
Den var god nok - det var sivende fostervand.
Jeg fik besked på, at vi skulle komme næste morgen kl. 9.15 og blive sat i gang, hvis fødslen ikke selv var gået i gang inden. Jordemoderen ville lige gå ud og arrangerer det mens jeg fik kørt en hjertestrimmel.
Jackies hjerte var til tider oppe på 182 - det bekymrede mig lidt, da jeg ikke rigtig kunne mærke ham (moderkagen sad på forvæggen). Der var ikke nogen veer og kun et par enkelte plukveer.
Da jordemoderen kom ind igen efter 30 minutters tid spurgte jeg til Jackies hjerterytme, men fik at vide, at det var normalt.
Ved ikke om hun mente i den situation...
Da vi kom hjem sov Nicky trygt og vi fortalte min mor om, hvad der var sket og jeg lagde papiret, vi havde fået af jordemoderen på bordet til reminder.
Så sker det endelig i morgen smilede hun.
Mit hjerte sagde, at Jackie ville komme til verdenen den 28. august, men min fornuft sagde, at der godt kunne gå et par dage (selvom jeg aldrig pga. sivende fostervand ville få lov til det).
Da mine forældre kørte hjem sad André og jeg og talte lidt om den efterfølgende dag, hvor vi ville se Jackie. Den lange ventetid. Dog jeg følte glæde var der en uro, der rørte sig i mig.
Hele graviditeten havde jeg været overbevist om, at jeg ikke ville få lov til at beholde Jackie. Denne følelse var ikke forsvundet, men dukkede derimod op noget stærkere end før.
Jeg holdt det dog for mig selv, som jeg hele tiden havde gjort. Der var ingen grund til at sige det til André. Det var da en irrationel følelse ikke!!
Søndag d. 28. august 2005 - Del 1
Jeg vågnede, da klokken var 04.30. Jeg havde sovet i et par timer. Havde det drøn varmt. Jeg lå og vendte og drejede mig, men kunne ikke rigtig sove.
Jeg stod op og tog noget koldt at drikke og prøvede så at lægge mig igen. Jeg så på uret igen klokken var 06.00. Jeg skulle op om lidt over 1 time. Jeg kunne godt nå at få sovet lidt.
Kl. 06.30 begyndte jeg at føle uro i benene, og jeg prøvede at strække dem.
Dernæst begyndte det at gøre lidt ondt i benene. Det forsvandt dog igen efter et stykke tid. Det kom dog igen efter nogle minutter og var mere vedvarende.
Da klokken var 07.00 vækkede jeg André. Vi skulle alligevel op om 15 minutter. Det gjorde mere ondt i benene nu.
Jeg fortalte ham, at jeg havde ondt og havde brug for, at han var vågen. Jeg ville gå ud i bad, men på vej ud af sengen kom smerten i benene igen. Jeg bad André om at give mig sin hånd til det var overstået.
Jeg troede aldrig, at jeg ville komme i bad for smerten i benene blev ved med at komme igen - men i bad kom jeg. Det tog dog et godt stykke tid før jeg kom ud af badet.
Jeg satte mig i lænestolen efter, at jeg havde fået sat varmepuden til.
André havde taget Nicky op og var i gang med at skifte ble.
Smerten kom igen og denne gang ville jeg holde øje med intervallet. Jeg så på uret. Klokken var 07.35. Kl. 07.40 kom smerten igen.
Gad vide om det er veer tænkte jeg - men på den anden side. Med Nicky havde jeg ondt foran i maven og det træk godt nok om i lænden og i benene, men alligevel. Jeg havde jo haft episoder med smerter i benene under graviditeten grundet han lå og trykkede.
Jeg ringede dog alligevel til min mor og bad hende komme og tage Nicky mens vi kørte med min far ud på hospitalet (det var allerede aftalt på forhånd, at min far skulle køre os).
Nicky kom ind i stuen og smilede til mig. Han gik hen til mig med sin tudekop, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det her var bare ikke tidspunket for, at jeg skulle til at gå ud i køkkenet. Jeg kunne simpelthen ikke stå op uden, at smerterne kom. Men hvordan skulle jeg tackle ham, når smerterne var der? Jeg var lidt bange for, at jeg ville komme til at bide af ham.
Nicky tog dog "stemningen" pænt. Han gav mig sin hovedpude. Hans hovedpude er hans kæreste eje, så jeg tror, at han vidste, at mor ikke havde det så godt og ville trøste mig.
Jeg gav ham et kys, og så meget kram jeg kunne komme til. Jeg fortalte ham, at mor ikke havde det så godt lige nu, men at det nok skulle gå. Jeg var lettet over, at jeg ikke engang kom tæt på at bide af ham.
Smerterne tog til og da min mor kom kl. 08.45 havde jeg stadig ikke fået tøj på. Min mor masserede mig der hvor smerten var og det hjalp lidt.
Da min far kom kl. 09.00 var jeg så småt begyndt at komme i tøjet. Min mor hjalp mig - heldigvis - for ellers var jeg nok aldrig kommet ud af døren.
Min mor og far talte om en ambulance, da jeg ikke kunne rejse mig op uden at smertene kom i rimelig stærk form.
Jeg havde dog ikke lyst til at skulle vente på en ambulance. Vi fandt ud af, at hvis jeg ligesom blev holdt oppe, når smerterne kom, så lettede det lidt. Nicky brød sig dog ikke om, at jeg knækkede sammen ude i gangen, da vi var på vej ud af døren, men heldigvis var min mor god til ham.
Vi kørte afsted, og jeg undrede mig lidt over, at Nicky's autostol manglede i bilen - for det havde jo været meningen, at han skulle med. Jeg gav det dog ikke flere tanker, da der kom en kraftig smerte.
Heldigvis bor vi ikke langt fra Hvidovre Hospital, så vi var hurtig fremme. Min far kørte os helt op til døren og kørte dernæst hen for at parkerer.
André hjalp mig ind og vi gik ned til jordemoderkontoret, hvor vi blev mødt af en jordemoder. Jeg fortalte, hvem jeg var, og at jeg havde en tid kl. 09.15 til igangsættelse, men at det hvis var gået i gang af sig selv.
Jordemoderen spurgte om jeg havde ringet til dem, og nej - det havde jeg ikke. Det var jo gået så hurtig det hele, så lige det - nej.
Jeg blev bedt om at tage plads i venteværelset. Det føltes som et ondt år før vi endelig blev hentet.
André og min far tog imellemtiden tid på veerne. 1 min. imellem.
Kl. 09.30 Jordemoderen hentede os ind i et undersøgelsesrum. André støttede mig på vejen der hen. Heldigvis - smerten i benene slog endnu engang igennem, da jeg støttede på benene.
Da vi kom ind i undersøgelsesrummet kom jeg op på briksen og jordemoderen undersøgte mig. André gik ud og ringede til Copygene for at give besked om, at det var under opsejlning.
"Du er faktisk fuld åben" var beskeden. Hun spurgte om jeg havde pressetrang, hvilket jeg måtte erkendt, at jeg havde. André kom ind igen og sagde, at han skulle ringe, når vi vidste mere. Jordemoderen fra Copygene var kun 10 minutter der fra, så hun kunne komme hurtig. Jeg fortalte så André, at jeg var fuld åben. Han ville dog lige vente med at ringe tilbage til var kommet ind på en fødestue, da hun alligevel var tæt på.
Jordemoderen kaldte efter en assistent og bad hende gøre fødestue 6 klar.
Assistenten spurgte jordemoderen, om jeg kunne komme derhen selv, men jordemoderen mente, at det var bedst at køre mig der hen.
Da jeg kom ind i fødestuen, skulle jeg over på "fødestolen".
Jeg fik vha André løftet mig derhen.
Dernæst erindre jeg ikke, hvornår jeg blev koblet op til apparaterne. Smertene i benene var så intense, at jeg var mere koncentreret om det.
Jeg fik også noget lattergas som ved Nicky's fødsel, men det hjalp ingenting, så jeg afviste hurtigt masken.
"Du skal presse" sagde jordemoderen. Jeg prøvede, men smerten i benene fik mig fra det.
Kort efter begyndte mine presseveer at forsvinde. Hun tilkaldte en Chefjordemoder for at finde ud af, hvad de skulle stille op, da mine presseveer var for korte til at kunne hjælpe mig. Jeg fortalte dem, at mine presseveer forsvandt ved sidste fødsel og der kom de ikke igen.
Chefjordemoderen foreslog, at jeg kom op og stå, da det kunne hjælpe med at få presset ham ned af.
Jeg kom op og stå og fik instrukser om, hvordan jeg skulle gøre. Det gjorde vildt ondt i benene og jeg havde mere lyst til at lukke luft ud gennem munden. Jeg fik besked på, at bide tænderne sammen og bruge det indvendigt.
Jeg ved ikke, hvor lang tid, at jeg stod oppe og holdt fast i Andrés hånd, men på et tidspunkt blev Chefjordemoderen hentet igen.
Det virkede ikke som det skulle. Chefjordemoderen kom hen til mig og sagde, at hun lige ville undersøge, hvor barnet stod henne, og at jeg skulle presse, når jeg kunne.
Efter et stykke tid blev jeg smidt op i sengen igen og skulle ligge på siden. På siden tænkte jeg, er de vanvittige. Skal jeg ligge på siden og holde mit ben oppe mens jeg presser? "Det kan jeg ikke" sagde jeg. "Jo selvfølgelig kan du det".
Jeg havde mest lyst til at diskuterer det med hende, men fint nok jeg skulle nok prøve. Der gik dog ikke lang tid, før jeg kom om på ryggen igen.
Jeg fik besked om, hvordan jeg skulle gøre. Det smertede så meget i benene, at jeg skreg "mine ben mine ben". Jeg ved ikke, hvor mange gange, at jeg fik sagt det, før jeg hørte jordemoderen fortælle Chefjordemoderen, at jeg klagede over de her smerter.
Chefjordemoderen kom hen og fortalte mig, at mine presseveer ikke fungerede og at de ville lægge vedrop. Jeg ville vide om det skadede barnet. Jeg husker ikke svaret, men jeg fik det lagt. Det havde dog heller ikke rigtig en effekt. Jordemoderen fik det skruet op på 50 og det havde ringe effekt på mine presseveer.
Lige pludselig stod der 1 jordemoder, Chefjordemoderen, assistenten, jordemoderen fra copygene, en læge og en børnelæge på fødestuen.
Der var blevet diskuteret, at jeg var meget træt grundet manglede søvn, ingen mad den dag, den hurtige åbningstid og den lange pressetid.
Den kvindelige læge de havde tilkaldt kom dernæst over til mig. Hun fortalte mig, at hun kunne hjælpe mig ved at lægge en blød kop på barnets hoved. Jeg ville igen vide, om det kunne skade ham. Hun fortalte, at hun ville ikke trække ham ud, men blot fører ham, når jeg pressede.
Jeg gik med til det, og jeg fik lagt en pendendusblokade (velsignet den).
Ved de næste presseveer havde jeg fået ny energi. De hjalp at vide, at jeg blev hjulpet nu, og der var fuld fokus på mit barn, når han kom ud.
Der gik lidt tid, men lige pludselig stod han fast i mellemkødet. Det gjorde dog ikke vanvittigt ondt som det havde gjort med Nicky - takket været pendendus...
Dernæst var det et spørgsmål om tid - lige pludselig var han ude.
Klokken var der 12.39.
Han blev lagt op på min mave på min højre side. Jeg kiggede på ham og spurgte bekymret om, hvorfor han ikke græd.
"Lad ham lige komme ud" var svaret.
Jeg nåede lige at hilse ham velkommen, så blev han fjernet fra min maven og givet til børnelægen. Jeg husker, at jeg tænkte, hvad sker der? Nicky blev da ikke fjernet fra mig. Er der noget galt med ham ville jeg vide. Så hørte jeg Jackie skrige, og jeg faldt lidt til ro. André gik over og tog billeder af Jackie mens børnelægen undersøgte ham.
Lidt efter kom de tilbage med Jackie og jeg fik at vide, at han var tiptop. En sten faldt fra mit hjerte.
Jordemoderen spurgte mig, om jeg vidste, om det var blevet en dreng, da hun slet ikke havde noget at se det. "Det går jeg ud fra, sagde jeg "de har ikke rettet på mig, når jeg har sagt ham".
André havde ikke fået lov til at klippenavlestrengen - jeg ved ikke, om det var fordi, vi skulle havde den tappet, men alting gik så stærkt. Senere hen, da vi talte om det, sagde han, at han var lettet over, at han ikke havde klippet Jackies navlestreng, da han så måske ville have følt, at han var den, der klippede Jackies livsline.
Søndag d. 28. august 2005 - Del 2
Utroligt nok var jeg sluppet med hudafskrabninger.
André spurgte om han måtte tage Jackie med ud og vise til sin mormor, morfar og storebror.
Jeg ville helst have, at Jackie blev præsenteret når vi begge var til stede. Jeg følte, at det måske kunne give Nicky en bedre forståelse. André var så forstående og spurgte om han måtte vise dem billederne af Jackie. Det overraskede mig lidt, at han spurgte om det, men da jeg tænkte på det, kunne jeg godt forstå, at han spurgte.
André gik ud for at vise billederne frem og hente Nicky. Pendendusblokaden virkede stadig og jeg var mere eller mindre følelsesløs i underlivet.
Jeg så på Jackie. Hvor var han bare smuk. Det mørke tykke hår og hvor duftede han dejligt.
Det bankede på døren og André kom ind med Nicky, der hurtig løb over til mig og ville op. Han spurgte om mine forældre også måtte komme med ind. Jeg nikkede og han gjorde tegn til, at de godt måtte komme ind.
André satte Nicky op på sengen og vi præsenterede Storebror for Lillebror.
Nicky trak dynen lidt til side og smilede "heeej" sagde han og tog Jackies hånd. André spurgte om lillebror måtte får et kys. Han havde dårligt nok nået at færdiggøre sætningen, da Nicky gav Jackie et kys på kinden. Et efter et mens han smilede stort.
Vi blev helt ubeskrivelig varme inden i. Vores to små drenge.
André kørte vuggen over på min venstre side så Jackie kunne komme der ned at ligge, når tid var.
Nicky fik øje på den og ville mægtig gerne derover, da han kom tættere på Jackie.
Vi satte ham op i og han bukkede sig fremover og gav Jackie et kæmpe kys lige midt på næsen. Jackie skreg op og Nicky kiggede nysgerrigt på ham og sagde "ae ae" og aede ham.
Min mor kom hen til os og kiggede. Jeg så på Jackie og han smilede (det var et smil - det ved vi). Jeg skulle have bekræftet, at jeg ikke var den eneste, der så det (og jeg sige, at han smilede et par gange efter)
Jeg skulle ligge på 410, hvilket havde været aftalt med hospitalet allerede under graviditet grundet min tidligere efterfødselsreaktion.
Efter min far var kørt tog min mor André og Nicky med op for at vise, hvor 410 lå.
Jeg var alene med Jackie og sad og betragtede ham meget længe. Jeg havde lagt mærke til, at det føltes som om at objekter bevægede sig, når jeg kiggede på dem og når folk talte lød det metalagtigt og rungende. Jeg skulle derfor blive lidt længere på stuen.
André, min mor og Nicky nåede lige tilbage til, at Jackie skulle vejes. André tog billeder mens Jackie brokkede sig godt og grundigt over, at han var kommet væk for moar af.
Da jeg fik at vide, at han var 36 cm rundt om hovedet var jeg godt overrasket. Nicky var kun 32 cm og havde gjort "skade". Der var sandelig forskel på første og anden gang.
André, Nicky og min mor tog hjem. André ville komme senere igen med Nicky og tage sin mor og Henrik (stedfar) med.
Da de var gået hjalp jordemoderen mig ud af sengen for at komme på toilettet. Mit underliv og mine ben var stadig påvirket af bedøvelsen, så det tog lidt tid før jeg kom ud på toilettet.
Da jeg kom ind igen kom jeg op i en rigtig seng og fik Jackie op igen. Jeg prøvede igen at lægge ham til, men han tog ikke fat. Jordemoderen sagde til mig, at jeg bare skulle prøve og ikke skulle bekymre mig, da det ikke var alle børn, der tog fat med det samme. Portøren var også blevet kontaktet. Jeg behøvede ikke længere blive der, da mit syn var normalt og jeg havde været ude på toilettet.
Hun gik ud og jeg så på Jackie. Jeg tænkte på, hvor meget jeg gerne ville have haft, at Jackie skulle have været en pige og havde håbet på det. Det gjorde ingenting, at han var en dreng. Jeg elskede ham af hele mit hjerte. Jeg følte, at jeg skulle passe rigtig meget på ham. Selvom han var større end sin storebror følte jeg, at jeg skulle passe mere på Jackie.
Portøren kom og hentede mig efter et stykke tid. Jackie havde stadig ikke taget fat.
Vi kom op på på 410 og først kørte han mig ind i et lille værelse (17). Det var meget lille og ikke lige sådan jeg havde forstillet mig de nye værelser.
Lidt efter kom han igen og jeg blev flyttet over på stue 46. En dejlig stor stue.
Jeg prøvede at få noget søvn inden familien begyndte at komme, men klokken var allerede for mange - så søvnen droppede jeg.
Ved besøgstid kom André sammen med Nicky, sin mor og stedfar. Min far kom mere eller mindre samtidigog senere kom min veninde Kamilla med sin mand og to drenge (surprice) - anede ikke de kom.
André havde taget babyslyngen med og Jackie blev lagt i den og gik på runde som jeg kalder det.
Jeg blev på et tidspunkt spurgt, om jeg ville have ham over, men jeg sagde nej, da jeg jo havde masser af tid til det (manner jeg fortryder det i dag).
Da Nicky først kom ville han op i sengen til mig. Dernæst kravlede hen hen til Jackie, der lå i vuggen og kyssede ham. Han pegede dernæst på Jackie og så på sengen og sagde "lig der"...
En rigtig dejlig storebror.
Gæsterne gik først sent, men jeg havde svært ved at sove. Jeg ville ikke tage kontaktlinserne af, da jeg gerne ville kunne se Jackie hele tiden.
Jeg turde ikke lægge ham op i sengen til mig, da jeg var bange for at han faldt ud.
Jeg satte mig til at læse lidt. Jackie måtte jo være temmelig træt efter fødslen, så jeg ville ikke tage ham op.
En gang imellem kom han med nogle klynkelyde, men han stoppede så snart jeg stak hånden ned til ham, så jeg tog ham ikke op.
Klokken var mange før jeg endelig lagde mig til at sove. Jeg havde ventet, at Jackie ville få brug for mig, men hverken under læsningen eller i løbet af natten skete der nået.
Men han måtte jo være ok - det sagde de jo. Han havde jo haft 3 gange afføring alene den første dag - så tarmsystemet virkede det. Hvorfor følte jeg mig så forvirret? En del af mig ville tage ham op og holde ham fast og en anden del af mig var bange for at knytte sig! Hvad skete der?
Mandag d. 29. august 2005 - Jackie 1 dag
Jeg spurgte sygeplejersken, da hun kom ind, men hun mente ikke, at der var noget at bekymre sig om, da nogen børn virkelig var trætte det døgn.
Jeg checkede hans ble - ingenting. Men han havde jo også lavet 3 fine portioner alene i går.
Efter et kort bad gik jeg over i sengen. Vuggen havde jeg haft med over ved toilettet og havde ladet døren stå lidt åbent (guskelov for eneværelser). Jeg sad og betragtede ham. Skulle jeg tage ham op eller? Han havde jo åbenbart ikke brug for mig lige nu. Jeg tog en jumbobog frem for at slappe lidt af. Jeg hørte Jackie klymke lidt og checkede ham. Noget brunligt slimagtigt væske lå ved hans mund.
Jeg trykkede på tilkaldeknappen og synes, at der gik år før nogen kom. Jeg turde ikke tage ham op, da jeg ikke anede hvad det var.
Sygeplejersken beroligede mig med, at det var fostervandsrester med lidt blod. Det sås ofte hos spædbørn inden for det første døgn.
Hvorfor følte jeg mig ikke så tryg?
Mens jeg spiste morgenmad talte jeg med en anden, der havde født et par dage før mig. Hendes barn var født for tidligt og havde været lidt nede på neonatalafd.
Da vi sad og talte om kærligheden til de her små væsener, sagde hun, at det var frygteligt for de folk, der mistede deres barn og tænk hvis man mistede barnet inden for de første 14 dage. Jeg sagde til hende, at heldigvis skete det ikke så tit igen. Og var barnet sygt eller lignende kunne man gøre noget i de fleste tilfælde - men vi burde ikke bekymrer os om det, da vores børn ikke var indlagt på neonatal - for var der noget i vejen med dem ville vi jo ikke være her! lidet anede jeg, hvor groligt jeg tog fejl med den udtagelse - og hvem var det egentlig jeg forsøgte at overbevise? Hende eller mig selv?
Efter morgenmaden ringede jeg til mine tidligere uddannelsesledere på Bispebjerg Hospital. Jeg sagde til dem, at han var sund og rask, men ikke rigtig ville spise. "Det kommer", fik jeg at vide. Jeg sagde, at jeg håbede og satsede på at kunne komme til eksamensbevisoverrækkelsen om onsdagen, men det hele naturligvis afhang af Jackie.
André ville komme med Nicky senere den dag, da han lige ville ud og køre en tur. Senere på dagen kiggede en sygeplejerske endnu engang på Jackie og denne gang blev der tilkaldt en børnelæge.
Jackie blev checket kl. 14.30. Havde lige skiftet ham, da lægen kom ind og checkede Jackie. Han lavede alle mulige tests og det er først efter at have læst Jackies journal, at jeg fandt ud af, at det var de normale spædbørnsreflekser han ledte efter, hvilke Jackie manglede. Han sagde, at Jackie skulle have lagt sonde og have mad hver 3. time. Han ville komme ingen før hans vagt sluttede. Og jeg skulle begynde at malke ud.
Mine forældre, min lillebror, hans kæreste og datter kom kl. 16.00. in niece ville meget gerne holde Jackie, men kom ikke til det (hun er knap 2 år og så ham mere som en dukke - han sov jo også). Mine forældre var der stadig, da børnelægen kom igen med en kollega. Det undrede mig, at de var to til at undersøge Jackie og undringen blev hurtig til bekymring.
Jeg synes, at de test de lavede så voldsomme ud - jeg blev hele tiden spurgt om mit graviditets forløb og det irriterede mig, at jeg gentagne gange måtte sige, at jeg havde holdt mig fra alt og kun havde taget et par enkelte Pinex i løbet af graviditeten. Jeg havde ikke rørt alkohol og var ikkeryger.
Børnelægerne sagde så til mig, at Jackie var lidt slap, og var svær at vække (Jackie ville ikke vågne og vågende heller ikke, når man skiftede hans ble). Jackie skulle fortsætte med sonden og, at de ville komme igen, når de mødte dagen efter. På det tidspunkt havde jeg næsten været sikker på, at de ville havde taget ham der og en del af mig håbede på det, så de kunne finde ud af, hvad han fejlede.
Jackie fik sit tøj på igen. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad der skete derefter.
Sygeplejersken sagde, at der var mulighed for, at Jackie kunne sove ude hos dem, så jeg ikke blev vækket, når de skulle give ham mad, men det kunne jeg tænke over.
Jeg kan ikke huske, om mine forældre var der, da André kom med Nicky til aftensmaden.
Efter vi havde spist kom Nickys Gudmor Pia og Gudfar Carsten.
Jackie sov stadig og vågnede ikke mens de var der.
Det var mens de var der, at jeg fandt den bamse frem som var til Jackie fra Nicky. Jeg spurgte Nicky om han ville give den til lillebror, hvilket han gjorde.
Da de var gået overvejet jeg lidt det med om Jackie skulle ud til sygeplejerskerne. Jeg besluttede mig først for ikke at sætte ham derud. Det var egentlig mig ligegyldigt, om jeg blev vækket.
Kl. 23.30 besluttede jeg mig dog for, at det nok var det bedste for ham. For hvis der skete noget i løbet af natten kunne de holde øje med ham.
Selvom det var hårdt - vidste det sig dagen efter, at det var det rigtige at gøre.
Tirsdag d. 30.august 2005
Jeg havde lidt svært ved at falde i søvn igen, men trætheden overvandt mig til sidst.
Da klokken var 07.00 vågnede jeg igen. Lidt efter bankede det på døren og der kom en kvindelig børnelæge ind.
Hun fortalte mig, at Jackie havde haft nogle trækninger i den ene arm i nat, og at han stadig ikke var blevet mere frisk.
Jeg fik en klump i halsen. Okay tænkte jeg, så nu tager de ham så ned, så kan de hjælpe ham - finde ud af, hvad der er i vejen.
Og, ja de tog ham med ned. Hun gik ud og jeg begyndte at græde - det her kunne ikke være rigtig. Han fik jo gode karakterer, da han kom ud.
Der kom en sygeplejerske ind til mig og lidt efter kom lægen tilbage med Jackie - hun mente, at jeg nok godt lige ville holde ham inden hun tog ham med ned.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad med ham, men til sidst måtte jeg give ham fra mig. Det rev i mit hjerte, at se ham blive kørt væk.
Der var to sygeplejerske inde hos mig og den ene talte med André og fortalte ham, hvad der var sket.
Da André kom ud til mig fulgte en af sygeplejerskerne os ned til Neonatal afd.
Da vi kom der ned gik der nogen foran os med et kæmpe apparatur. Jeg havde følelsen af, at var til Jackie og det var skræmmende. Desværre havde jeg rart.
Vi blev vidst ind i værelset, hvor Jackie lå i en varmekasse og fik ilt. De var ved at sætte maskinen op, og vi fik at vide, at det var for at måle hjerneaktiviteten for at se, om der var noget galt der.
Der blev sat så mange elektroder på ham og det smertede os at se ham sådan.
Vi fulgte med mens skanningen forgik og jeg spurgte om kurverne ikke viste, at der var aktivitet over alt. Det var der, men hun kunne heller ikke aflæse mere. Men det var ok for mig lige der for, når der var aktivitet kunne han vel ikke være hjernedød.
Vi var blevet præsenteret for sygeplejersken, der tog sig af Jackie. Hun fortalte, at lægen gerne ville tale med os. Mens vi ventede på at få et rum stod vi og nussede Jackie. Der var babygråd omkring os. Det var hårdt. Der stod forældre og holdt og nussede deres for tidlig fødte børn. Børnene var vågne og forældrene hørte deres lyde. Det eneste vi hørte fra Jackie var klynke lyde, som vi lige der kun kunne forbinde med, at han var syg.
Da jeg havde været ude på gangen støtte jeg ind i min jordemoder (den der fulgte mig). Jeg vidste hende ind til Jackie. Samtidig med, at jeg var så stolt over, at jeg havde fået sådan en smuk dreng - var jeg så ked af, at han skulle vises frem på denne måde.
Vi blev hentet og kom ind til samtale med lægen.
Han fortalte, at da Jackie først var kommet ned - viste blodprøver, at han havde dårlig iltmætning, hvorfor de gav ham ilt.
Så kom den første bombe:
De havde skannet hans hjerne og de kunne ikke se hans hjernebro. Men vi blev også informeret om, at mange levede uden deres hjernebro og opdagede det først ved, at man ledte efter noget andet.
(Senere fik vi at vide, at skanningen ikke viser tingene så tydeligt, så hjernebroen kunne godt have været der, men blot meget tynd).
Efter denne nyhed gik vi noget chokket hen og nussede Jackie, hvorefter vi gik op til den stue jeg lå på.
Jeg begyndte at græde overbevist om, at vi skulle miste ham. André holdt hovedet koldt, men bekymringen lyste ud af ham.
Sygeplejersken, der var tilknyttet min stue kom ind og talte med os og jeg ytrede mit ønske om, at Jackie skulle døbes. Vi fik at vide, at det sagtens kunne lade sig gøre, men at det var neonatalafd., der skulle tage sig af det.
Senere blev vi ringet op på mobilen og bedt om at komme ned på neonaltalafd. Min første tanke var, at det måtte være akut med Jackie. Selvom jeg godt vidste, at det nok var stuegang det drejede sig om.
Da vi kom derned stod der flere læger og jeg ved ikke hvad rundt om Jackie. Jeg tænkte, hvad sker der her?
En læge kom hen til os og præsenterede sig - han ville tage sig af Jackie. Vi skulle give tilladelse til nogle bestemte prøver bl.a. rygmarvsprøve og tilladelse til at give Jackie blod. Jeg skulle lige til at sige "kun mit blod", da André sagde, "Bare gør alt for at redde ham".
Vi fik så at vide, at de muligvis blev nødt til at lægge Jackie i respirator, da han trak vejret overfladisk.
Jackie skulle tages ud af varmekassen og ind i et andet rum for at få lavet rygmarvsprøven.
Jeg fik lov til at bære ham og det var så svært at skulle lægge ham på "bordet", hvor rygmarvsprøven skulle tages og han skulle bedøves, så han ikke mærkede det.
Vi stod begge og nussede ham indtil vi fik at vide, at det nok var bedst, at vi gik ud og ventede, mens de gjorde det, der skulle gøres.
Vi blev vist ind i et forældrerum, hvor vi satte os til at vente.
Ventetiden blev til sidst for meget for mig og jeg gik ned ad gangen.
Da jeg kom til Værelse 3, hvor han skulle ligge, så jeg, at han var ved at blive lagt i respirator. Jeg gik fuldstændig i stå og jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der, før jeg gik ind. André kom så lidt efter, og vi stod og kiggede på vores smukke søn og var fuldstændig uforstående over for, hvad der egentlig skete.
Jackie var blevet lagt i respirator for at skåne ham for at bruge for mange krafter på at trække vejret. Hans vejrtrækninger var blevet så overfaldiske, at det ikke var godt nok.
Senere tog André hjem for at få noget luft. Vi havde ventet på præsten hele dagen, men den sædvanlige havde fri og de to, der ellers var tilknyttet svarede ikke deres telefon.
Mens André var væk sad jeg alene med mine tanker. Jeg talte så med en sygeplejerske på afd., og jeg blev ved med at tale om, at skulle miste ham. Hun gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle huske, at de endnu ikke vidste noget, så jeg skulle give mig selv liv til at håbe. Jeg syntes dog, at det var ekstremt besværligt.
Da klokken var 21.00 gik jeg ned og så til Jackie. Jeg talte med sygeplejersken, der skulle passe ham om aftenen og jeg gik kun der fra, da jeg skulle checke, om André var kommet tilbage. Det var han ikke, og jeg kunne heller ikke komme i kontakt med ham. Jeg ringede så til hans mor (hun mor et par opgangen længere væk), og bad hende checke til ham. André kom først efter midnat. Han havde haft brug for at tænke over alt det her.
Vi talte sammen lidt, før vi gik i seng. André ville ikke ned og sige godnat til Jackie. Jeg forstod ikke helt, hvorfor, men kunne ikke gøre andet end at acceptere det.
(Der er et hul i min hukommelse på denne dag - for jeg ved, at vi så Nicky og min far kom på besøg for at tale med os).
Onsdag d. 31. august 2005
Jeg havde sat vækkeuret til kl. 0730. Jeg vækkede André og vi gik efterfølgende ned for at få noget morgenmad. Jeg var ikke rigtig sulten og havde mest lydt til bare at løbe ned til Jackie.
Da klokken var omkring 0900 gik vi derned, og det var så dejligt, at se Jackie igen - og samtidig var det så hårdt. Vi hørte, hvordan det var gået ham om natten og derefter vaskede vi ham, skiftede bleen og kørte en vatpind i munden på ham.
Når alarmerne gik igen sprang hjertet op i halsen, men efterhånden tog vi det begge lidt lettere. Det var dog hårdt at skulle se, når de sugede ham.
Sygeplejerskerne havde fået fat i præsten, der ville komme og tale med os, men de ville ringe, når hun var der.
Vi ønskede også at tale med lægen, der havde Jackie, men skulle vente til efter stuegang.
Ved frokosttid gik vi op for at spise. Jeg kunne stadig ikke rigtig spise noget og var egentlig også ligeglad.
Vi blev så ringede op af en af sygeplejerskerne og fik besked om, at lægen var der. Vi skyndte os derned og kom i tale med lægen, der havde Jackie.
Vi fik at vide, at de havde mistanke om, at han havde en mulig stofskiftesygdom, hvilket var en af årsagerne til spinalvæskeprøven. Jeg spurgte til stofskiftesygdomme og spurgte om de kunne behandles. Vi fik at vide, at man kunne behandle de fleste ved diæt, men der var nogen, man ikke kunne gøre noget ved.
Han fortalte os ikke, at de på nuværende tidspunkt havde mistanke om, hvad Jackie fejlede, men jeg er egentlig kun glad for, at de ville vente med det til de vidste det 100%.
Herefter støtte vi ind i præsten, der gerne ville se Jackie. Derefter gik vi op på vores stue, hvor vi satte os ned med hende.
Vi skulle finde ud af barnedåben, hvornår og hvordan.
Vi arrangerede, at barnedåben skulle falde kl. 1500 samme dag og Nicky skulle være her. Derefter talte vi lidt med hende om, hvad vi gik igennem lige nu. Det var rart at tale med hende.
Min mor kom ud med Nicky til barnedåben. Det var gjort så fint inde i det rum, hvor han lå. Der var kørt en vogn ind med et dåbsfad og der var hængt en dåbskjole op med et blåt bånd på. Alt var så fint.
Jeg ville gerne have haft, at min mor havde været derinde sammen med os, men da der ikke kunne være nogen repræsentanter fra Andrés familie på så short notice, måtte vi håbe på, at vi alle fik lov at samles ved en fremstilling (man kan kun døbes en gang, hvorfor det andet så ville blive en fremvisning).
Jeg var ked af det, men min mor sagde, at det var ok. I dag er det en af de ting jeg fortryder.... at vi ikke havde familien der.
Jeg sad med Jackie og derefter lagde en af sygeplejerskerne dåbskjolen hen over ham. Det var så smukt og samtidig så sørgeligt.
Der var nogle sygeplejersker derinde som var vidner og vi startede med at synge "Nu titte til hinanden".
Præsten velsignede Jackie og hun bad Gud om at hjælpe os alle 4 igennem denne svære tid.
Nicky var lidt urolig, men både sygeplejerskene og præsten var fantastiske.
Da det var slut kom min mor ind og så Jackie med dåbskjolen liggende hen over sig. Jeg havde en kæmpeklump i halsen. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive mit eget barns gudmor, men det var hvad, der var sket her.
Lidt efter gik min mor ud med Nicky og André fulgte snart efter.
Jeg sad alene med Jackie.
Jeg havde slet ikke lyst til at slippe ham igen.
Det var kun 32 timer siden, at jeg havde holdt ham sidste, men jeg følte, at det havde været meget meget længere.
Jeg sang lidt for ham og aede ham. Jeg kunne ikke kysse ham, da han lå med respiratoren. Jeg ville ikke græde, nu hvor jeg endelig holdt ham og måtte kæmpe med tårerne.
Jeg fortalte ham flere gange, at vi elskede ham så højt og så gerne ville have, at han kom med os hjem i levende form - sund og rask. Jeg ønskede ikke, at der skulle forekomme nogle misforståelser.
Vi havde taget nogle billeder under dåben og sygeplejerskerne havde også taget billeder som vi fik med det samme.
Da Jackie blev lagt tilbage måtte jeg bare lige kysse ham.... Jeg kunne mærke mine arme ønskede at gribe fat i ham og bare holde ham tæt ind til mig.
Da vi kom op sad både Andrés og min far ude og ventede. Vi viste dem billeder fra dåben mens Nicky var godt i gang med sine abekattestreger.
Vi gik ind på vores "værelse", der heldigvis var det første, når man kom ind. Så behøvede vi ikke gå ned mellem 700 andre grædende børn.
Vores fædre ville gerne se Jackie og André gik først ned med sin far og Nicky (der måtte kun være en forældre og een besøgende ad gangen for at skåne børnene).
Derefter var jeg nede sammen med min far.
Vi havde ikke fået bestilt aftensmad til André, men sygeplejerskerne tilbød os at bestille Pizza sammen med dem. Min mor gav os nogle kontanter, så vi kunne få noget mad.
Min mor, Nicky, Andrés og min far tog efterfølgende hjem.
Vi var nede ved Jackie igen og gik først sent der fra.
Jeg hadede at skulle efterlade ham der.
I morgen skulle vi til MR-skanning og ville få at vide, om han var hjerneskadet eller ej.
Da klokken var omkring 0900 gik vi derned, og det var så dejligt, at se Jackie igen - og samtidig var det så hårdt. Vi hørte, hvordan det var gået ham om natten og derefter vaskede vi ham, skiftede bleen og kørte en vatpind i munden på ham.
Når alarmerne gik igen sprang hjertet op i halsen, men efterhånden tog vi det begge lidt lettere. Det var dog hårdt at skulle se, når de sugede ham.
Sygeplejerskerne havde fået fat i præsten, der ville komme og tale med os, men de ville ringe, når hun var der.
Vi ønskede også at tale med lægen, der havde Jackie, men skulle vente til efter stuegang.
Ved frokosttid gik vi op for at spise. Jeg kunne stadig ikke rigtig spise noget og var egentlig også ligeglad.
Vi blev så ringede op af en af sygeplejerskerne og fik besked om, at lægen var der. Vi skyndte os derned og kom i tale med lægen, der havde Jackie.
Vi fik at vide, at de havde mistanke om, at han havde en mulig stofskiftesygdom, hvilket var en af årsagerne til spinalvæskeprøven. Jeg spurgte til stofskiftesygdomme og spurgte om de kunne behandles. Vi fik at vide, at man kunne behandle de fleste ved diæt, men der var nogen, man ikke kunne gøre noget ved.
Han fortalte os ikke, at de på nuværende tidspunkt havde mistanke om, hvad Jackie fejlede, men jeg er egentlig kun glad for, at de ville vente med det til de vidste det 100%.
Herefter støtte vi ind i præsten, der gerne ville se Jackie. Derefter gik vi op på vores stue, hvor vi satte os ned med hende.
Vi skulle finde ud af barnedåben, hvornår og hvordan.
Vi arrangerede, at barnedåben skulle falde kl. 1500 samme dag og Nicky skulle være her. Derefter talte vi lidt med hende om, hvad vi gik igennem lige nu. Det var rart at tale med hende.
Min mor kom ud med Nicky til barnedåben. Det var gjort så fint inde i det rum, hvor han lå. Der var kørt en vogn ind med et dåbsfad og der var hængt en dåbskjole op med et blåt bånd på. Alt var så fint.
Jeg ville gerne have haft, at min mor havde været derinde sammen med os, men da der ikke kunne være nogen repræsentanter fra Andrés familie på så short notice, måtte vi håbe på, at vi alle fik lov at samles ved en fremstilling (man kan kun døbes en gang, hvorfor det andet så ville blive en fremvisning).
Jeg var ked af det, men min mor sagde, at det var ok. I dag er det en af de ting jeg fortryder.... at vi ikke havde familien der.
Jeg sad med Jackie og derefter lagde en af sygeplejerskerne dåbskjolen hen over ham. Det var så smukt og samtidig så sørgeligt.
Der var nogle sygeplejersker derinde som var vidner og vi startede med at synge "Nu titte til hinanden".
Præsten velsignede Jackie og hun bad Gud om at hjælpe os alle 4 igennem denne svære tid.
Nicky var lidt urolig, men både sygeplejerskene og præsten var fantastiske.
Da det var slut kom min mor ind og så Jackie med dåbskjolen liggende hen over sig. Jeg havde en kæmpeklump i halsen. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive mit eget barns gudmor, men det var hvad, der var sket her.
Lidt efter gik min mor ud med Nicky og André fulgte snart efter.
Jeg sad alene med Jackie.
Jeg havde slet ikke lyst til at slippe ham igen.
Det var kun 32 timer siden, at jeg havde holdt ham sidste, men jeg følte, at det havde været meget meget længere.
Jeg sang lidt for ham og aede ham. Jeg kunne ikke kysse ham, da han lå med respiratoren. Jeg ville ikke græde, nu hvor jeg endelig holdt ham og måtte kæmpe med tårerne.
Jeg fortalte ham flere gange, at vi elskede ham så højt og så gerne ville have, at han kom med os hjem i levende form - sund og rask. Jeg ønskede ikke, at der skulle forekomme nogle misforståelser.
Vi havde taget nogle billeder under dåben og sygeplejerskerne havde også taget billeder som vi fik med det samme.
Da Jackie blev lagt tilbage måtte jeg bare lige kysse ham.... Jeg kunne mærke mine arme ønskede at gribe fat i ham og bare holde ham tæt ind til mig.
Da vi kom op sad både Andrés og min far ude og ventede. Vi viste dem billeder fra dåben mens Nicky var godt i gang med sine abekattestreger.
Vi gik ind på vores "værelse", der heldigvis var det første, når man kom ind. Så behøvede vi ikke gå ned mellem 700 andre grædende børn.
Vores fædre ville gerne se Jackie og André gik først ned med sin far og Nicky (der måtte kun være en forældre og een besøgende ad gangen for at skåne børnene).
Derefter var jeg nede sammen med min far.
Vi havde ikke fået bestilt aftensmad til André, men sygeplejerskerne tilbød os at bestille Pizza sammen med dem. Min mor gav os nogle kontanter, så vi kunne få noget mad.
Min mor, Nicky, Andrés og min far tog efterfølgende hjem.
Vi var nede ved Jackie igen og gik først sent der fra.
Jeg hadede at skulle efterlade ham der.
I morgen skulle vi til MR-skanning og ville få at vide, om han var hjerneskadet eller ej.
Torsdag d. 1. september 2005
Da vækkeuret ringede gik jeg ud i badet. André lå stadig i sengen. Jeg begyndte at græde. Jeg var sikkert på, at vi ville få noget forfærdeligt at vide. Hvorfor kunne jeg ikke tro? Hvorfor kunne jeg ikke håbe? Hvorfor var jeg så overbevist om alt andet?
Da jeg kom ud af badet fik jeg André op. Jeg sagde til ham, at jeg var så bange for, hvad vi ville få at vide.
André prøvede at berolige mig, men indrømmede selv, at han også var nervøs ved MR-skanningen og glædede sig til, at den var overstået.
Vi gik ned uden at spise morgenmad. Da vi kom ind til Jackie nussede vi ham og talte til ham. Lidt efter kom en sygeplejerske ind og fortalte os, at Jackie skulle til at gøres klar til MR-skanningen og hvis vi ville med kunne det godt lade sig gøre.
Mens vi ventede kom lægen ind til os og meddelte os, at han skulle tale med os, da de godt vidste, hvad Jackie fejlede. Mit hjerte holdt op med at slå og jeg mærkede det ikke siden. André fortalte, at han havde aldrig følt sit hjerte slå så kraftigt.
Vi rejste os for at følge efter. Jeg så på Jackie og begyndte at græde "Det er generne", sagde jeg, "det ved jeg - det er det de har fået svar på".
Vi blev ført ind i et kontor og satte os ned. Jeg havde sørget for at have en del papir på mig, hvis nu vi begge havde brug for det.
Jackies sygeplejerske var også med os derinde.
Måden lægen startede med at tale til os alarmerede mig. Han fortalte, at de havde fået svaret på rygmarvsprøven og Jackies havde en stofskiftesygdom. Min øjne var blændet af tårer og jeg kan ikke huske mine nøjagtige bevægelser. Så kom dommen. Den type Jackie havde kunne man intet gøre ved. Jeg røg ud af mig selv og det føltes som om, at jeg betragtede os alle 4 sidde der, men smerten var ægte.
"nej, ja" var alt jeg kunne sige, mens han forklarede nogle ting omkring sygdommen.
Han sagde også, at der skulle slukkes for respiratoren, men at det var noget vi aftalte - men det ikke var os, der skulle tage beslutningen. Han sagde, at hvis vi ønskede, at få flere børn og for at sikre sig, at de ikke fik samme sygdom som Jackie, skulle vi give tilladelse til en hudbiopsi nu og en leverbiopsi efter - men det var ikke noget vi skulle give tilladelse til nu. "Jo" sagde jeg "det er ok". André kunne sige mange flere ord og var meget bedre lige der end jeg var.
Vi fik at vide, at vi ville få et rum, hvor vi kunne være alene sammen med Jackie.
De spurgte så om vi ville op eller blive lidt i det rum. André sagde, at vi godt kunne gå op, men jeg ville gerne lige blive -
De gik så ud og jeg skreg og kastede mig ind til André "Nej, nej, nej - det kan ikke være rigtigt, ikke vores lille dreng, nej, nej, nej.... det er bare ikke rigtigt, nej, nej, nej".
André var fantastisk der og tog så af mig. Da vi gik op ville jeg ind og se til Jackie.... da jeg så ham og aede ham, var jeg ved at bryde sammen.... jeg troede, at jeg havde hørt forkert og ventede på at lægen kom styrtende og sagde "undskyld, det var et forkert resultat", desværre kom der ingen læge styrtende.
Vi gik op og satte os ned. Jeg græd igen og havde svært ved at stoppe. Jeg forstod det bare ikke. André ringede efter min mor, der kom med Nicky.
Han ringede så til sin egen mor og bagefter græd han... Det var frygteligt det hele.... En dødsdom - vi havde fået en dødsdom over vores søn. Vi havde fået beskeden alle forældre frygter "beklager, men der er intet vi kan gøre". Der måtte være noget at gøre. Mon ikke der var en behandling i udlandet? Der måtte være noget at gøre.
Min mor kom med Nicky, men han blev meget hurtig påvirket af stemningen. Jeg fortrød, at jeg havde ønsket, at han kom derud - det var ikke godt for ham. Efter et stykke tid kørte min mor med Nicky og ville afleverer ham i vuggestuen, hvor de godt var klar over, hvordan tingene stod til (Nicky havde heldigvis efterfølgende en god dag i vuggestuen).
Både Andrés og min mor kom ud til os. Først gik André ned med sin mor til Jackie og efterfølgende jeg ned med min mor og tog nogle billeder af Jackie.
André og jeg havde tidligere bedt om navnet på sygdommen og jeg fik nu et papir med navnet: "Non-ketotisk hyperglycinæmi".
Senere tog vores mødre så hjem igen og vi gik på nettet for at finde noget om sygdommen. Det vi fandt på siden de havde givet os chockerede os, da der stod, at hvis sygdommen blev opdaget i tide var der gode udsigter (det skulle efterfølgende været blevet rettet på siden).
Vi gik ned til afdelingen og kom til at tale med en anden læge, der også havde taget sig af Jackie. Vi fik det samme af vide igen, at det ikke var noget at gøre. Jeg var så rasende over, at en side, der var ment at vejlede forældre omkring arvelige sygdomme. Desværre måtte vi vente til dagen efter med at tale med lægen, der havde fortalt os om Jackies sygdom.
Sygeplejerskerne rådede os til at komme lidt ud, da jeg ikke havde været ude siden vi kom på hospitalet, da Jackie blev født.
Vi gik ned til McDonald og købte lidt. Det var dog lidt spild af penge, da ingen af os rigtig var sultne.
Da vi kom tilbage sad vi lidt og læste og bagefter tog André hjem for at hente nogle ting.
Der havde flere gange været sygeplejersker inde hos os og tale med os. De var rigtig dejlige.
André havde ikke været afsted så længe før der kom en sygeplejerske ind igen og at de nu havde et værelse til os på Neonatal. Jeg havde allerede pakket de fleste ting og André havde taget meget af det med hjem som vi ikke ville få brug for.
2 sygeplejersker hjalp mig med at få sengen der ned. Jackie havde fået rum 6 for sig selv.
Jeg fik lov til at bærer Jackie der ned til, og jeg sad med ham både før og efter de koblede ham til respiratoren igen.
Jeg ved med ham i et par timer og undrede mig over, hvor André blev af. Jeg havde ringet til ham og fortalt, at vi var flyttet.
Jeg blev bekymret for, om han ligesom sidste gang, da han var taget hjem var knækket sammen - for han måtte ikke være alene.
Da jeg havde siddet med Jackie i et par timer bad jeg aftenvagten om at Jackie skulle lægges op om 10 min - det var nattevagten der kom til det, da de var midt i vagtskifte. Men det gjorde heller ikke noget for jeg nød at sidde med ham.
Jeg ringede til André, men kunne ikke få fat i ham. Jeg blev endnu mere bekymret og ringede til min svigermor og bad hende checke.
André kom dog 20 min efter.
Vi sad lidt inde hos Jackie inden vi gik i seng. Jeg håbede på, at jeg faldt i søvn, så jeg kunne vågne og finde ud af, at det hele var et ondt mareridt.
Da jeg kom ud af badet fik jeg André op. Jeg sagde til ham, at jeg var så bange for, hvad vi ville få at vide.
André prøvede at berolige mig, men indrømmede selv, at han også var nervøs ved MR-skanningen og glædede sig til, at den var overstået.
Vi gik ned uden at spise morgenmad. Da vi kom ind til Jackie nussede vi ham og talte til ham. Lidt efter kom en sygeplejerske ind og fortalte os, at Jackie skulle til at gøres klar til MR-skanningen og hvis vi ville med kunne det godt lade sig gøre.
Mens vi ventede kom lægen ind til os og meddelte os, at han skulle tale med os, da de godt vidste, hvad Jackie fejlede. Mit hjerte holdt op med at slå og jeg mærkede det ikke siden. André fortalte, at han havde aldrig følt sit hjerte slå så kraftigt.
Vi rejste os for at følge efter. Jeg så på Jackie og begyndte at græde "Det er generne", sagde jeg, "det ved jeg - det er det de har fået svar på".
Vi blev ført ind i et kontor og satte os ned. Jeg havde sørget for at have en del papir på mig, hvis nu vi begge havde brug for det.
Jackies sygeplejerske var også med os derinde.
Måden lægen startede med at tale til os alarmerede mig. Han fortalte, at de havde fået svaret på rygmarvsprøven og Jackies havde en stofskiftesygdom. Min øjne var blændet af tårer og jeg kan ikke huske mine nøjagtige bevægelser. Så kom dommen. Den type Jackie havde kunne man intet gøre ved. Jeg røg ud af mig selv og det føltes som om, at jeg betragtede os alle 4 sidde der, men smerten var ægte.
"nej, ja" var alt jeg kunne sige, mens han forklarede nogle ting omkring sygdommen.
Han sagde også, at der skulle slukkes for respiratoren, men at det var noget vi aftalte - men det ikke var os, der skulle tage beslutningen. Han sagde, at hvis vi ønskede, at få flere børn og for at sikre sig, at de ikke fik samme sygdom som Jackie, skulle vi give tilladelse til en hudbiopsi nu og en leverbiopsi efter - men det var ikke noget vi skulle give tilladelse til nu. "Jo" sagde jeg "det er ok". André kunne sige mange flere ord og var meget bedre lige der end jeg var.
Vi fik at vide, at vi ville få et rum, hvor vi kunne være alene sammen med Jackie.
De spurgte så om vi ville op eller blive lidt i det rum. André sagde, at vi godt kunne gå op, men jeg ville gerne lige blive -
De gik så ud og jeg skreg og kastede mig ind til André "Nej, nej, nej - det kan ikke være rigtigt, ikke vores lille dreng, nej, nej, nej.... det er bare ikke rigtigt, nej, nej, nej".
André var fantastisk der og tog så af mig. Da vi gik op ville jeg ind og se til Jackie.... da jeg så ham og aede ham, var jeg ved at bryde sammen.... jeg troede, at jeg havde hørt forkert og ventede på at lægen kom styrtende og sagde "undskyld, det var et forkert resultat", desværre kom der ingen læge styrtende.
Vi gik op og satte os ned. Jeg græd igen og havde svært ved at stoppe. Jeg forstod det bare ikke. André ringede efter min mor, der kom med Nicky.
Han ringede så til sin egen mor og bagefter græd han... Det var frygteligt det hele.... En dødsdom - vi havde fået en dødsdom over vores søn. Vi havde fået beskeden alle forældre frygter "beklager, men der er intet vi kan gøre". Der måtte være noget at gøre. Mon ikke der var en behandling i udlandet? Der måtte være noget at gøre.
Min mor kom med Nicky, men han blev meget hurtig påvirket af stemningen. Jeg fortrød, at jeg havde ønsket, at han kom derud - det var ikke godt for ham. Efter et stykke tid kørte min mor med Nicky og ville afleverer ham i vuggestuen, hvor de godt var klar over, hvordan tingene stod til (Nicky havde heldigvis efterfølgende en god dag i vuggestuen).
Både Andrés og min mor kom ud til os. Først gik André ned med sin mor til Jackie og efterfølgende jeg ned med min mor og tog nogle billeder af Jackie.
André og jeg havde tidligere bedt om navnet på sygdommen og jeg fik nu et papir med navnet: "Non-ketotisk hyperglycinæmi".
Senere tog vores mødre så hjem igen og vi gik på nettet for at finde noget om sygdommen. Det vi fandt på siden de havde givet os chockerede os, da der stod, at hvis sygdommen blev opdaget i tide var der gode udsigter (det skulle efterfølgende været blevet rettet på siden).
Vi gik ned til afdelingen og kom til at tale med en anden læge, der også havde taget sig af Jackie. Vi fik det samme af vide igen, at det ikke var noget at gøre. Jeg var så rasende over, at en side, der var ment at vejlede forældre omkring arvelige sygdomme. Desværre måtte vi vente til dagen efter med at tale med lægen, der havde fortalt os om Jackies sygdom.
Sygeplejerskerne rådede os til at komme lidt ud, da jeg ikke havde været ude siden vi kom på hospitalet, da Jackie blev født.
Vi gik ned til McDonald og købte lidt. Det var dog lidt spild af penge, da ingen af os rigtig var sultne.
Da vi kom tilbage sad vi lidt og læste og bagefter tog André hjem for at hente nogle ting.
Der havde flere gange været sygeplejersker inde hos os og tale med os. De var rigtig dejlige.
André havde ikke været afsted så længe før der kom en sygeplejerske ind igen og at de nu havde et værelse til os på Neonatal. Jeg havde allerede pakket de fleste ting og André havde taget meget af det med hjem som vi ikke ville få brug for.
2 sygeplejersker hjalp mig med at få sengen der ned. Jackie havde fået rum 6 for sig selv.
Jeg fik lov til at bærer Jackie der ned til, og jeg sad med ham både før og efter de koblede ham til respiratoren igen.
Jeg ved med ham i et par timer og undrede mig over, hvor André blev af. Jeg havde ringet til ham og fortalt, at vi var flyttet.
Jeg blev bekymret for, om han ligesom sidste gang, da han var taget hjem var knækket sammen - for han måtte ikke være alene.
Da jeg havde siddet med Jackie i et par timer bad jeg aftenvagten om at Jackie skulle lægges op om 10 min - det var nattevagten der kom til det, da de var midt i vagtskifte. Men det gjorde heller ikke noget for jeg nød at sidde med ham.
Jeg ringede til André, men kunne ikke få fat i ham. Jeg blev endnu mere bekymret og ringede til min svigermor og bad hende checke.
André kom dog 20 min efter.
Vi sad lidt inde hos Jackie inden vi gik i seng. Jeg håbede på, at jeg faldt i søvn, så jeg kunne vågne og finde ud af, at det hele var et ondt mareridt.
Fredag d. 2. september 2005
Rummet vi sov i var mørkt - da der ikke var nogen vinduer. Jeg lå og kiggede ud i mørket, da døren gik op. Det var en sygeplejerske. Klokken var over 09.00. Jeg havde fået noget at sove på og var lige vågnet op til, at det vi oplevede i går ikke var et mareridt - jo et mareridt i vågen tilstand.
Jeg stod op og gik ud i bad, da jeg kom ind vækkede jeg André og han stod ud ad sengen.
Efterfølgende gik vi hen til Jackie og vaskede ham, skiftede hans ble og kørte en vatpind rundt i munden på ham med noget af det modermælk jeg havde malket ud. Jeg fortrød, at jeg havde taget en pille for stopning af mælkeproduktionen. Jeg fik malket ud mens André blev hos Jackie. Der sad ind ved siden af mig og fik malket en smule ud mens jeg fik malket meget ud. Det var fuldkommen latterligt. Hun havde et barn, der skulle bruge hendes og jeg som havde meget mælk havde et barn, der snart ikke havde brug for mit.
Jeg besluttede mig dog for at stoppe med pillerne så Jackie i sin sidste tid kunne få mit mælk og heldigvis kunne det lade sig gøre.
Jeg stod op og gik ud i bad, da jeg kom ind vækkede jeg André og han stod ud ad sengen.
Efterfølgende gik vi hen til Jackie og vaskede ham, skiftede hans ble og kørte en vatpind rundt i munden på ham med noget af det modermælk jeg havde malket ud. Jeg fortrød, at jeg havde taget en pille for stopning af mælkeproduktionen. Jeg fik malket ud mens André blev hos Jackie. Der sad ind ved siden af mig og fik malket en smule ud mens jeg fik malket meget ud. Det var fuldkommen latterligt. Hun havde et barn, der skulle bruge hendes og jeg som havde meget mælk havde et barn, der snart ikke havde brug for mit.
Jeg besluttede mig dog for at stoppe med pillerne så Jackie i sin sidste tid kunne få mit mælk og heldigvis kunne det lade sig gøre.